Dorte Visby er en kunstner, der har fuldstændigt styr på sit håndværk. Hun kender alt de til rigtige brændingsgrader, den kemiske sammensætning af forskellige oxider og til hvor meget salt, man skal tilsætte for at få den ønskede virkning på glasuren. Hendes former er arkitektonisk præcise. Betragter man dem i ekstremt close up, tager de sig monumentale ud og kan minde om templer fra nu forsvundne civilisationer.

Og så alligevel. På trods af denne tekniske ekvilibrisme virker hendes keramiske værker forbløffende rå og næsten påtrængende stærke. Hvis man leder efter yndefulde feminine detaljer, er det ikke Dorte Visby, man skal gå til. Det rå og usentimentale indtryk, hendes værker efterlader, skyldes i høj grad det kogesalt, der tilføjes materialet under brændingen. Saltet æder sig ind i glasuren og skaber den nubrede overflade, der er karakteristisk for Dorte Visbys stentøj.

Resultatet af denne forunderlige proces er stentøj, der ser ud til at have været udsat for vejr og vind. Det kan minde om de forskellige lag i klippeformationer, om gamle mørnede mure, om små stykker asfalt eller basalt eller om den kornede overflade på granit. Man kommer til at tænke på voldsomme naturprocesser, enten eksplosivt pludselige i form af vulkansk akse og lava eller om istidens gradvise ommøblering af landskabet.

Som sådan er Dorte Visby derfor heller ikke en farveæstetiker. Man finder ingen forførende kolorit, hverken i hendes krukker eller i hendes udsmykningsopgaver. Dermed ikke være sagt, at hun ikke magter eller interesserer sig for farvesammensætningen. Dorte Visbys temperament og engagement går bare mere i retning af, dels den rene arkitektoniske form, dels af selve processen. Det er ikke middelhavsegnenes stærke lys og varmt krydrede dufte, der påvirker hende, men den skandinaviske natur med urfjeldet, de forblæste kyster, de mørke skove og, kulturhistorisk set, de gamle romanske kirker med deres bastante og barske facader, krybber og døbefonte.

Som al god keramisk kunst hæver også Dorte Visbys værker sig over den lavstatus, som genren af uransagelige grunde har fået i Danmark. Hendes arbejder kan bruges til daglige gøremål, men de hylder i lige så høj grad den unikke formbevidsthed, som århundreders, ja årtusinders keramik er udtryk for, ikke bare i Danmark, men i hele verden. En formbevidsthed, der giver sig udslag i den dybeste respekt for materialet og den sammenhæng, det indgår i.

Samtidigt med dette formår Dorte Visby med sin fine fornemmelse for teksturen i glasuren at skabe associationer til såvel naturprocesser som kulturhistoriske frembringelser. Man får indtryk af at stå overfor noget, der på én gang er urgammelt og evigt foranderligt. En ting, et materiale, en form og en proces, man aldrig kan stirre sig mæt på.

Tom Jørgensen (redaktør,kunstavisen)

Artikel

På kanten

Jeg oplever kunsthåndværkere som meget intuitive i deres tilgang til arbejdet og omgang med materialet. Mærkværdigvis, for i modsætning til f.eks. en kunstmaler, er keramikeren eller glaspusteren jo underlagt naturlove og de er afhængige af teknik og andre lunefulde fænomener.

Dorte virker anderledes. Ikke at hun er teknokrat eller teknik-fikseret, men man får en klar fornemmelse af at hun har en overordnet idé med det hun laver. Det har mange vel, men hos Dorte ligger den lige under overfladen. Aprospos overflade, så er hun stærkt optaget af den slags.

Strukturer og overflader fascinerer mig. I øjeblikket er jeg optaget af klinter forskellige steder i landet, måske fordi jeg bor 125 meter fra Lønstrup Klint, som om ganske få år sender den forladte Maarup Kirke i havet. Jeg kan dagligt følge, hvordan havet æder sig ind på området og jeg kan stirre lige ind i årtusinders lag af ler og sand og andre jordlag, som fortæller historie. På en måde efterligner jeg de jordlag i keramikken. Også råstoffer er en stor inspirator. F.eks. gammelt jern når det forvitrer og metallet kommer frem. Det giver de meget rustikke kobberfarver, som man forbinder med raku-brænding. Men ellers er jeg

...ligeglad med farver.

Jeg skal lige synke en ekstra gang, da Dorte sender den bemærkning ud i rummet. Ligeglad med farver? Man kan naturligvis mene, at hendes farvespektrum begrænser sig til jordfarver og omegn al den stund hun henter inspiration i klinter og andre jordlag, men det har nok så meget med at gøre, at hendes interesse for former og strukturer udmønter sig i store skulpturelle, næsten arkitektoniske værker. Man øjner så forskellig arkitektur som pyramider (og ja, Dorte arbejdede engang i Cairo), gotiske kirkevinduer og nyere tids Bauhaus, både i hendes skulpturer og de mindre brugs-ting. Dorte sige ofte ”kollektiv bevidsthed” til mig og det begreb kender jeg godt, men hvad betyder det for hende?

Jeg bruger udtrykket om det at have en historie sammen. Vi opsamler viden og erfaring og oplevelse gennem generationer og en stor del af det er fælles. Det gælder arkitektur og det gælder symboler. Jeg har et keramisk billede, hvor jeg anvender en stiliseret spiral. Spiralen har jo en kollektiv betydning som livskraft. Det er måske lidt ur-agtigt, men , men det er fælles for alle. Jeg har også en skulpturgruppe, der er inspireret af tidevandsaflejringer på stranden. Der er en pil i hver af de tre skulpturer, én der peger til venstre, én til højre og en, der peger i begge retninger. Sådan er det jo med tidevandet. Og pilen er et stærkt symbol, der også er lejret i den kollektive bevidsthed. Eller tag pyramiderne. De har en struktur og en overflade som er mere eller mindre forvitret i dag, men de har også en kerne langt inde, et indhold. De er også en slags beholder for kollektiv historisk bevidsthed. Ligesom de kære jordlag her -

- yderst ved klinten

I det hele taget betyder det sted, Dorte har slået sig ned, meget for hendes udtryk, men længere ophold på mere eksotiske steder på kloden har også sat sig afgørende spor. Allerede under sin opvækst ved foden af Nordens største landsbykirke, Vestervig i Vestjylland blev hun optaget af keramik og derefter handlede det om hvordan hun skulle gøre den til sit liv – nåja, og så det med at komme ud i verden. ”Jeg trængte til at møde andet end det nordiske univers, som jeg kendte så godt” – og samtidigt med skulle hun lære sig keramikken. Det gør hun i øvrigt stadig. Den seneste tid har hun arbejdet med salt-brænding.

Jeg er jo vokset op med traditionel dansk stentøj og noget af det vigtigste, jeg opdagede, var at selvom jeg arbejder med teknikker der kan være tusindvis af år gamle, så er karamikken foranderlig. Man kan bruge gamle teknikker på ny måder. Ved salt-brænding brændes stentøjet ved meget høj temperatur – 1300 grader – og undervejs kaster man en masse kogesalt ind over det. Saltet brænder sig ind og giver en helt speciel glasur, overflade. Det eksperimenterer jeg meget med. Raku-brønding handlede i det gamle Østen om at man sad og brændte den kop, som man kort tid efter skulle drikke te af. Med tiden fik den patina og blev sort af teen, men der var en sammenhæng, en historie gemt i koppen. Dén teknik har udviklet sig væk fra kernen, i dag brænder vi i savsmuld fordi vi ikke har tid til at vente. Det er en væsentlig del af den kollektive historiske bevidsthed:

at alting tager sin tid! Blandt andet arbejdet med keramik...

Interview af Evanthore Vestergaard fra kunstbogen UNIKA