Portfolio - Rubjerg Knude Fyrkoppen


RUBJERG KNUDE FYRKOPPEN

LOKAL NATUR- OG KULTURHISTORIE I EN KOP


Rubjerg Knude Fyrkoppen er en eksklusiv serie bestående af 100 nummererede kopper, lavet i anledning af fyrets flytning i oktober 2019. Med materialer indsamlet fra og omkring fyret, er koppen en hyldest til naturen og geologien omkring Rubjerg Knude, og markerer samtidig den historiske dag, hvor ét af vores landemærker blev flyttet.


Der findes mange forskellige måder at samle inspiration på. Til dette projekt fandt jeg det vigtigt at gå dybere ned i ideen om Rubjerg Knude fyr - helt bogstaveligt. Snarere end at arbejde med en gengivelse af fyrets udseende, tog jeg i stedet udgangspunkt i geologien omkring Rubjerg Knude, da den jo er hovedårsag til at fyret skulle flyttes. Jeg valgte således at dreje koppen i det ler, som Lønstrup klint delvist består af. Dette samlede jeg og blandede det herefter med noget af det finkornede sand fra Rubjerg Knude. I anledning af fyrets flytning knuste jeg nogle af de røde mursten fra fyrets gamle bygninger til chamotte (små korn af brændt ler) og blandede ligeledes dem i leret. Ved foden af Lønstrup klint, hvor leret blev samlet, skyller vandet ind over det, og derfor var der et naturligt indhold af salt i leret, som gav det en smuk orange glød. Koppen forblev uglaseret på ydersiden og  blev glaseret med en klar glasur på indersiden, så leret fik lov at træde i karakter på begge sider.

I alle de år jeg har haft værksted på Mårupgård, har jeg kunnet kigge lige ud på fyret. Lige siden dets opførelse har fyret fungeret som pejlemærke – fra havsiden i kraft af sin oprindelige funktion, men i stor grad også for alle os som har betragtet det inde fra landsiden. Og skønt det i mange år har været ude af drift, har fyret i høj grad stadig noget vigtigt at fortælle os i dag. Fyret markerer en grænse, ikke kun mellem kyst og hav, men endnu vigtigere grænsen for den menneskelige formåen, og minder os om at vi alle er her på naturens præmisser. Vi kan måske, for en tid, flytte fyret væk fra havet, men vi kan ikke flytte havet væk fra fyret. I stedet for at forsøge at gøre os til herre over naturens kræfter, skulle vi i stedet prøve at se os selv som en meget lille del af et meget større billede - vi mennesker, tillige med de bygninger vi opfører, er trods alt kun et lille sandkorn på Lønstrup klints historie, som strækker sig over millioner af år.

Som en lille påmindelse om dette kom der derfor både lidt af det naturskabte og lidt af det menneskeskabte med i koppen.


 Rubjerg Knude Fyrkoppen er en del af mit projekt, ’Loenstrup Klint Geoceramics’, hvor jeg laver keramik med udgangspunkt i geologien omkring Lønstrup Klint.

Photo by Dorothea M. Schwab

Dorte Visby keramik - indsamling af ler fra Lønstrup Klint til Rubjerg Knude Fyrkoppen

Ler fra

Lønstrup Klint

Mursten fra

fyret

Dorte Visby keramik - indsamling af mursten fra fyret til Rubjerg Knude Fyrkoppen
Dorte Visby keramik - indsamling af sand fra Rubjerg Knude til Rubjerg Knude Fyrkoppen

Sand fra

Rubjerg Knude

VIRKSOMHEDENS ANDRE SIDER


Copyright © Alle rettigheder forbeholdes

Denne hjemmeside benytter cookies. Ved at klikke på 'Acceptér' godkender du vores brug af cookies.

Godkend