Ler, lertyper og æltning

LER, LERTYPER OG ÆLTNING

LER

Ler er sedimenteret jord- og bjergarter med en kornstørrelse på mindre end 0,002 mm.

Ler består som udgangspunkt af silica og alumina. I dag blander vi ler på forskellige måder, så de får forskellige egenskaber. Det kan være en bestemt farve, en særlig brændingstemperatur leret skal kunne nå eller måske skal leret være særlig grov eller fin.

Men det er også muligt at finde leret blandet på rette måde og klar til anvendelse direkte fra naturen. Der findes særlige anvendelige lersammensætninger fra naturen flere steder i Europa, som hver især karakteriserer keramikken fra lige netop det område den ler kommer fra.

I Danmark og her i Lønstrup er det muligt at finde den klassiske blåler, som efter brænding står færdig som en gul ler.


LERTYPER

Blåler er en lertøjsler. Når vi taler om forskellige lertyper inddeles de i 3 grupper: Lertøjsler, Stentøjsler og Porcelæn.

Lertøjsler og stentøjsler adskiller sig blandt andet ved hvor høje temperaturer de tåler at blive brændt ved.
Lertøj er en lavt brændt keramik som i sig selv ikke er vandtæt. Her er en glasur nødvendig for at holde den vandtæt. Lertøjsler er sedimenteret fra forskellige jordarter, og har som regel et lavt smeltepunkt. Man brænder typisk ikke en lertøjsler højere end 1100º 

Stentøjsler er sedimenteret fra granit eller andre stenarter. Det betyder at der er spor af sten også kaldet feltspat af finde i leret. stentøjsler er sammensat sådan, at den tåler højere brændingstemperaturer. Her brænder man som regel et sted mellem 1200º - 1350º.

Under brændingen smelter feltspatten sammen med leret(teknisk set er det stentøj, når det ikke kan optage mere end ½% vand), og ter sig næsten ligesom glas eller som en glasur. Det gør keramikken vandtæt i sig selv(, og behøver derfor ikke nødvendigvis en glasur for at være vandtæt. Man kan sige at stentøjsleret har sin egen indbygget glasur.

 Kaolin er et meget brugt bindemiddel både i ler, og glasurer. Kaolin opstår ved forvitring af feltspat. Altså nedbrydning af feldspat som kommer af granit. Råkaolin i sin reneste form består af kaolin, kvarts og feldspat. Kaolin er uplastisk og har et smeltepunkt på 1770º.

 Porcelænsler består 50% af kaolin hvilket både gør porcelæn uplastisk og giver leret en høj brændingstemperatur. Porcelæn brændes ved omkring 1350º. Grundet porcelæns indhold af feldspat og de høje brændingstemperaturer er porcelæn vandtæt ligesom stenstøjsleret. Porcelæn kendetegnes ved sin hvide farve, og er grundet sit høje indhold af kaolin muligt at dreje enormt tyndt.

Porcelænsler stammer oprindeligt fra Kina.

 

Ler indeholder vand, og i takt med at leret tørrer og bliver brændt forsvinder vandet. Det betyder også at leret krymper. Det vil sige at hvis jeg vil lave et produkt, der skal ende med et særligt mål, må jeg dreje mit emne noget større. Hvilken ler jeg arbejder med og hvor højt jeg brænder den har indflydelse på hvor meget den svinder.

 

For at vide hvor meget min ler svinder ind kan jeg lave en svindprøve. Det sker ved at jeg har skåret en skive af hver lertype, vi anvender på værkstedet. Sat et mål på 100 mm. Og målt de 100 mm. Ved:
1 dags tørring

Helt tør

Forglødning (950º)

Brænding: 1200º

Brænding: 1263º

 

På den måde kan jeg se hvor meget leret svinder ved hver proces.
Det betyder at jeg ved at når jeg skal arbejde med vores stenstøjsler fra Strøjer 9F, så skal jeg ligge 11% oveni den færdige størrelse.

Eller når jeg rakubrænder så skal jeg gange min færdige størrelse med 1,067 (6,7%).

I processen med svindprøverne fandt jeg også ud af, at ikke bare brændingstemperaturen men også størrelsen på chamottekornene i leret havde betydning for hvor meget leret svinder. Jo større korn, jo mindre svinder leret. ( Jo større mængde af charmotte der er i en ler, jo moindre svind, da charmotte er brændt ler der er knust krymper det ikke. Det er dog ofte sådan at hvis kornstørrelsen er stor er mængden af charmotte også høj i en ler)

 

 


ÆLTNING AF LER

Når man har den rette lerblanding, og man vil dreje i den. Er det vigtigt at leret er blød og jævn. Det bliver den blandt andet ved æltning. Æltning kan også finde sted, hvis man vil blande leret yderligere f.eks hvis man vil indfarve leret.
Jeg kender 3 måder at håndælte på.

Den ene måde kaldes: Hunden. Her er leret kløset op i rette størrelse og æltes til den er blød og jævn. Leret skal gerne se sådan ud under denne æltningsform.


RAPPORT


AF THILDE BJØRN

Den anden metode kalder vi: Sneglen.

 Her æltes ca. 1/3 af kløsen mens kløsen drejes rundt. Denne metode er især god ved større kløser, og er særligt velegnet til stokdrejning, da kløsen får den rette form. Ved denne metode skal leret gerne se sådan ud:

Ved den trejde metode kaster man leret. Denne metode bruger jeg tit ved en lermængde på mere end 10 kg. Eller hvis jeg har en del genbrugsler. Her kastes leret i bordet og man skærer en trekantet form af, kaster den største del af leret deri og vender kløsen en kvart omgang. Her bliver kløsen blandet helt sammen, og skærer man i den vil man kunne se lagene ovenpå hinanden.

 

Har man store mængder genbrugsler eller sammensætter man selv sine lerer kan man investere i en æltemaskine. En æltemaskine blander leret og med et vakuum presses den nyæltet ler ud igennem en udgang i maskinen. Vakuummet i maskinen sørger for at leret kommer ud uden luftbobler.

Enhver drejer vil helst undgå ler med luftbobler i.


LITTERATURLISTE
- Dorte Visby
- Fra ler til keramik - Danmarks keramikmuseum, Lise Seisbøll
- 250 tips techniques and trade secrets for potter - Jacqui Atkin
- Keramik, Keramisk teknik, Keramisk kunst - Johs. Andersen og Viggo Sten Møller