Artikel af Tom Jørgensen

FORFATTER: Tom Jørgensen, redaktør for Kunstavisen

Fra bogen '101 KUNSTNERE' 2010


Dorte Visby er en kunstner, der har fuldstændigt styr på sit håndværk. Hun kender alt de til rigtige brændingsgrader, den kemiske sammensætning af forskellige oxider og til hvor meget salt, man skal tilsætte for at få den ønskede virkning på glasuren. Hendes former er arkitektonisk præcise. Betragter man dem i ekstremt close up, tager de sig monumentale ud og kan minde om templer fra nu forsvundne civilisationer.

 

Og så alligevel. På trods af denne tekniske ekvilibrisme virker hendes keramiske værker forbløffende rå og næsten påtrængende stærke. Hvis man leder efter yndefulde feminine detaljer, er det ikke Dorte Visby, man skal gå til. Det rå og usentimentale indtryk, hendes værker efterlader, skyldes i høj grad det kogesalt, der tilføjes materialet under brændingen. Saltet æder sig ind i glasuren og skaber den nubrede overflade, der er karakteristisk for Dorte Visbys stentøj.

 

Resultatet af denne forunderlige proces er stentøj, der ser ud til at have været udsat for vejr og vind. Det kan minde om de forskellige lag i klippeformationer, om gamle mørnede mure, om små stykker asfalt eller basalt eller om den kornede overflade på granit. Man kommer til at tænke på voldsomme naturprocesser, enten eksplosivt pludselige i form af vulkansk akse og lava eller om istidens gradvise ommøblering af landskabet.

 

Som sådan er Dorte Visby derfor heller ikke en farveæstetiker. Man finder ingen forførende kolorit, hverken i hendes krukker eller i hendes udsmykningsopgaver. Dermed ikke være sagt, at hun ikke magter eller interesserer sig for farvesammensætningen. Dorte Visbys temperament og engagement går bare mere i retning af, dels den rene arkitektoniske form, dels af selve processen. Det er ikke middelhavsegnenes stærke lys og varmt krydrede dufte, der påvirker hende, men den skandinaviske natur med urfjeldet, de forblæste kyster, de mørke skove og, kulturhistorisk set, de gamle romanske kirker med deres bastante og barske facader, krybber og døbefonte.

 

Som al god keramisk kunst hæver også Dorte Visbys værker sig over den lavstatus, som genren af uransagelige grunde har fået i Danmark. Hendes arbejder kan bruges til daglige gøremål, men de hylder i lige så høj grad den unikke formbevidsthed, som århundreders, ja årtusinders keramik er udtryk for, ikke bare i Danmark, men i hele verden. En formbevidsthed, der giver sig udslag i den dybeste respekt for materialet og den sammenhæng, det indgår i.

 

Samtidigt med dette formår Dorte Visby med sin fine fornemmelse for teksturen i glasuren at skabe associationer til såvel naturprocesser som kulturhistoriske frembringelser. Man får indtryk af at stå overfor noget, der på én gang er urgammelt og evigt foranderligt. En ting, et materiale, en form og en proces, man aldrig kan stirre sig mæt på.

Tom Jørgensen

ARTIKEL

DORTE VISBY