Portfolio - Visby & Villa Vest

2021

VISBY & VILLA VEST

ET STEDSSPECIFIKT SAMARBEJDE MED NATUREN I CENTRUM

Tekst og fotos af Kirstine Autzen

Tekst og fotos på denne side er del af et formidlingsprojekt, som er støttet af Statens Kunstfond.


Keramiker Dorte Visby bor og arbejder på den yderste kant af Lønstrup Klint. I sit keramiske værksted er hun i gang med at skabe en alternativ vej frem som kreativ iværksætter langt fra bonede gulve og benhård branding. Hun udvikler sine tallerkner, skåle og kopper igennem en genfortolkningen af folketraditionen og uden at skele til modefarver.


Det er ikke tilfældigt, at Dorte Visby arbejder her. Inspirationen kommer fra klinten, der hæver sig 50 m over havet, og i takt med at havet æder af sandet og leret, afdækkes de sedimentære geologiske lag, som hun formidler og genfortolker i sin keramik. Dorte Visbys praksis, som også indeholder et internationalt galleri for kunsthåndværk og keramiske overflader til boliginteriør, bygger i høj grad på lokale, langsigtede samarbejder.


ET HOLDBART SAMARBEJDE
Restauranten Villa Vest i Lønstrup har også havet som nabo. Her flyder inspirationen fra udsigten uden for vinduerne direkte ind på tallerkenerne. Køkkenchef Anders Johst ønsker at lade maden bringe smag, duft, lys og udsigt sammen til én sanselig oplevelse.


Dorte Visby og Villa Vest har siden 2015 samarbejdet om udviklingen keramisk service. Serien tæller 15 forskellige designs på nuværende tidspunkt – og flere kommer til for hvert år.

Forbindelsen mellem Dorte Visby og Villa Vest har vist sig at være et frugtbart samarbejde for begge parter. Almindeligvis udvikler keramikere deres produkter alene i værkstedet, men i dette tilfælde er det anderledes. Her starter processen ofte med, at køkkenchef Anders Johst fra Villa Vest kommer med et oplæg. Da tallerkenen Midnatshav skulle udvikles, havde Anders en ide til en skål, som gerne måtte være dyb, så saucerne kunne samle sig på i midten. Det blev efter flere tests og samtaler til en stentøjstallerken med en mat blåsort glasur, som siden 2018 har været i brug i Villa Vest.

Photo by Kirstine Autzen

Udviklingen af nye produkter sker hen over vinterhalvåret. Anders rejser rundt og spiser på forskellige restauranter og ser andre keramikere, og sammen med sine indtryk fra­­ sæsonen samler han inspiration sammen, som han tager med til Dorte. Hen på efteråret kommer Anders på besøg hos Dorte. Her ser han på hylderne, og det sætter gang i en kreativ proces at se hendes nyeste ting: en ny farve eller en ny form. Ud fra denne inspiration udvikler de sammen de nye produkter.

Designprocessen er en fortsat udveksling mellem de to, hvor der hele tiden sker justeringer og små ændringer; nogle skåle er for eksempel blevet mindre med tiden. Det skyldes at serveringerne på Villa Vest er små og mange, men det skyldes også et praktisk hensyn: at de fylder mindre i køkkenet, når der skal anrettes mange serveringer samtidig.

At det er et samarbejde, hvor inspirationen flyder begge veje er ingen af dem i tvivl om. Anders har meget specifikke ønsker til servicets funktion, men finder ofte også nye og overraskende måder at bruge Dortes produkter på – som da Anders fik øje på en sukkerskål på Dortes hylder. Den havde et låg med et hul til teskeen. Anders Johst så muligheder for at lave en lille koreografi ud af låget og skålen: Når de i restauranten præsenter retten for gæsten, så kan den ankomme til bordet med låg på – og ved bordet fjerner tjeneren låget og afslører en ret i skålen. Derfor har de sammen udviklet en lille cylinder med låg, som bruges i Villa Vest.

”Det bliver aldrig helt, som man forestiller sig. Der sker altid noget i processen. Nogle af de

ting, vi har udviklet sammen stimulerer fantasien til at lave nye retter.” Anders Johst, Villa Vest


En anden gang kom Dorte ned til Anders for at se restaurantens nye interiør. Anders knaldede en urtepotte på bordet og sagde: ”Jeg har tænkt mig at lave en servering, der ligner mos. Derfor skal  det serveres i en urtepotte. Hvad siger du til det?” Det satte gang i tankerne om mødet mellem  den røde farve i leret og mossets grønne toner. På den måde starter produktudviklingen  mellem de to ofte på en helt anden måde, end Dorte ellers ville begynde en formgivningsproces. Urtepotteideen skulle omdannes til et stykke funktionelt og æstetisk håndværk, og her griber hun ofte til traditionen:

Photo by Kirstine Autzen

”Lertøj bliver traditionelt brugt til fx ymerskåle, og der kunne vi hente inspiration til formen, så vi kunne trække urtepotten i en brugbar retning. Urtepotten består typisk af den rå ler, og derfor ønskede jeg også at have den farve indvendigt. Efterfølgende ledte jeg efter endnu en type ler til at lave en supplerende skål af, og der fandt jeg en grå, spansk ler, som også kunne stå rå. De har begge fået en klar glasur indvendigt, som skaber sammenhæng.” Dorte Visby

At udvikle service til restaurationsbrug sætter produkterne på en benhård prøve, for de går ofte direkte mellem fryser, varmeskab, ovn og opvaskemaskine og nogle gange flere gange på en aften. Det kræver robusthed af produkterne, og Dorte har efterhånden udviklet en specialviden omkring forskellige brændinger og materialer, som ligger ud over den almindelige keramikerpraksis.


Siden er der kommet nye produkter til: et år et par nye skåle, næste år en kop. Ved at udvikle en sammenhængende serie henover flere år, bliver det enkelte års modefarve irrelevant og tiden understøtter i stedet de langtidsholdbare designs. Der er tid til at teste og videreudvikle, og efterhånden har de skabt en serie service, hvor alle dele kan kombineres på evigt nye måder. Grundholdningen hos både Dorte Visby og Villa Vest er, at naturen og leret er definerende for resultatet:

”Naturen er en kæmpe inspirationskilde. Vi trækker farver direkte ud af havet eller marehalmen

og alle de andre farver, der omgiver os lige uden for vinduet. De farver, der ligger på tallerkenen,

kan du finde lige uden for restaurantens vinduer” Anders Johst, Villa Vest.

”Leret har vi til alle tider brugt at spise af, og mange steder i Danmark kan vi endog

benytte os af, at vi bor oven på en lerklint. Jeg henter selv ler ud af vores område, og ved at

bruge det, er stranden andet og mere end et sted at dyppe tæerne. Jeg kan bruge mit sted

til noget konkret, ligesom Anders bruger råvarer, der er vokset i jorden.” Dorte Visby

Photos by Kirstine Autzen

JORDNÆR INSPIRATION

Netop det stedsspecifikke er helt centralt for Dorte Visby. Flere af hendes værker og produkter er skabt med udgangspunkt helt konkret i farver og ler fra netop Lønstrup, og hun ser et stort potentiale i at gøre det samme andre steder.


”Man skal have sine traditioner med sig, men man skal forny dem hele tiden.

En dyb tallerken eller en skål er klassisk i forhold til form og funktion, men farvevalg

og sammensætning kan gøre det friskt.” Dorte Visby

Inspirationen fra ymerskåle og urtepotter er ikke tilfældige, hverken for Dorte eller hos Villa Vest. De nordiske traditioner, de nordiske råvarer og retter giver en særlig kontakt med råvarerne. Materialevalget og udformningen af servicet sender et signal til gæsten om, hvordan maden kan opleves og spise. På Villa Vest er mange anretninger lavet netop til at blive spist med ske, så man kun har ét værktøj i hånden under spisningen. Safterne i maden søger mod midten og koncentreres i skålen og giver en intens og balanceret oplevelse.

LANGT FRA BRUG OG SMID VÆK-KULTUREN

Økologiske og biodynamiske grøntsager, sankning af lokale urter og fokus på lokal fødevareproduktion. Sådan udfolder bæredygtighedstemaet sig typisk inden restaurationsfaget. Men hvad med alt det, som omgiver maden? Hvordan kan man tænke bæredygtighed videre end råvarerne?

Dorte Visby og Anders Johst har udvidet bæredygtighedsstrategien. At få tallerkner og skåle til at blive bæredygtige er for dem at skabe service, som både holder i brug og som også er smukke år efter år. Her har særligt tre fokusområder deres opmærksomhed: at udvikle over flere år, at udvikle robusthed og at indbygge fleksibilitet.

Photo by Kirstine Autzen


Den mest bæredygtige tallerken er den, du køber én gang og bruger i årevis.

Her har pottemagerfaget noget at tilbyde, for pottemagere traditionelt laver produkter,

som bliver brugt igen og igen og forfinet igennem flere generationer af udøvende. Min

viden om formgivning sætter jeg i spil i udviklingen af nye produkter, og tilbagemeldingerne

fra Anders’ køkken er guld værd. På den måde spiller vi hinanden bedre. Kan man så

gentænke tingene igen sidenhen, måske endda reparere – så er det jo godt.” Dorte Visby

Photos by Kirstine Autzen